Historien bag

Mit navn er Christie Rosenberg, og med mine 68 års livserfaring har det arbejde givet mig en dyb respekt for både livet og døden – og for alt det, der sker imellem.

Som bedemand har jeg gennem næsten ti år hjulpet omkring to tusind familier med den sidste afsked.

De første tanker om uddannelsen

Tanken om at udvikle en dansk uddannelse for dødsdoulaer har fulgt mig i mange år.
Idéen tog form for seks-syv år siden, samtidig med at dødsdoulaer begyndte at få fodfæste i udlandet.
Herhjemme manglede der en professionel støtteperson, som både kan skabe sammenhæng mellem og samarbejde med sundhedsvæsen, pårørende og den døende.

Dødscaféerne

Allerede i september 2019 begyndte jeg at afholde dødscaféer i min bedemandsforretning https://bede.dk/doedscafe
Det blev et sted, hvor mennesker kunne tale åbent om døden, stille spørgsmål og dele erfaringer.
Interessen var stor, og møderne viste, at mange længtes efter viden og sprog for det, vi sjældent taler om.

Covid-tiden og sårbarheden i den sidste tid

Da covid-restriktionerne kom, forbød myndighederne alle forsamlinger, og alt lukkede ned – mens medierne fyldtes af panik og statistik.

Mine tidligere oplevelser havde allerede lært mig, hvor meget forskel faglighed og menneskelig tilstedeværelse gør.

Mine egne oplevelser med døende veninde og min far

Jeg var hos min veninde på hospitalet i 2010 fra aften til morgen gennem flere døgn, indtil hun blev overført til hospice, hvor hun desværre døde samme dag, før jeg nåede frem.

I 2016 tilbragte jeg fem døgn hos min far på plejehjemmet, hvor den nærmeste familie også var hos ham, da han døde.

Det var mig, der vågede over min far om natten. På plejehjemmet var der kun én nattevagt, som havde ansvaret for omkring 30 beboere fordelt på to etager, og jeg oplevede, at denne samtidig skulle forberede mad til næste dag.

En af nætterne kunne den udefra tilkaldte sygeplejerske ikke få adgang til min fars medicinboks på værelset, fordi hun ikke havde nøglen. Plejehjemmet havde ikke morfin, så jeg måtte derfor om natten kontakte 1813 for at få udstedt en recept, således min far kunne få sin tiltrængte morfin.

Der var udsolgt af morfin på de tre første apoteker jeg kontaktede, og på det fjerde apotek fik jeg at vide, at når en patient er terminal, er både medicin og levering gratis. Efter mere end tre timer blev morfinen leveret med en taxa - ellers havde jeg skulle ud at køre 100 kilometer i nattemørket.

Oplevelserne viste, hvor sårbare og svære de sidste døgn kan være – selv når personalet gør deres bedste under vanskelige vilkår.

Et fagligt ståsted tager form

Oplevelsen viste, hvor kaotiske de sidste døgn kan være – og hvor belastende for både den døende og pårørende.

Som bedemand har jeg talt med mange pårørende, der har oplevet magtesløshed i forløb, der ikke blev håndteret optimalt.
Nogle fortalte om fejl og manglende opfølgning, andre om forvirring og manglende forståelse af sygdom eller behandling.

Disse erfaringer blev grundlaget for at skabe et nyt fagligt ståsted – en uddannelse, der forener menneskelig indsigt med praktisk og organisatorisk forståelse.

Da min mand blev terminal

I januar 2024 besluttede jeg at etablere Dansk Dødsdoula Uddannelse – et uddannelsesforløb, der skal ruste kommende dødsdoulaer til at arbejde professionelt og helhedsorienteret.

Et par måneder efter blev min mand, Jesper, syg.
Han fik diagnosen småcellet lungekræft primo maj 2024. Det var ved denne samtale, vi fik diagnosen, og hvor der samtidig blev planlagt bronkoskopi (vævsprøve) fem dage senere.

Ved samtalen, hvor lægen gennemgik røntgen- og scanningsbillederne og fortalte, at tumoren målte cirka 12 cm, spurgte jeg – på baggrund af min viden fra studierne – om der også var undersøgt for spredning til hjernen. Lægen blev overrasket og spurgte: ‘Hvorfor spørger du om det?’. Jeg svarede med et modspørgsmål: ‘Er der ikke noget om, at en lungetumor kan give metastaser i hjernen?’.

Lægen bekræftede, og hjernescanningen blev bestilt med det samme.

Da svaret på scanningen kom, viste det to metastaser på cirka 8 millimeter hver.

Jeg støttede ham gennem hele forløbet, fra de indledende undersøgelser til hans død hjemme i november 2024.

Det var mig, der kørte ham til alle undersøgelser og behandlinger, administrerede medicin, fulgte udviklingen og holdt tæt kontakt med læger og sygeplejersker.
Jeg oversatte deres faglige forklaringer, så min mand kunne forstå dem, og jeg sørgede for hans velbefindende – mad, væske, medicin, ro og tryghed – indtil han døde.

Det forløb bekræftede det, jeg allerede havde erfaret: at der er behov for et menneske, der kan skabe ro, samarbejde og overblik – uden at være en del af det sundhedsfaglige system.

Uddannelsen er ikke sundhedsfaglig

Den er et helhedsorienteret, praksisnært forløb, der forener viden om sygdomsforløb, sorg, etik, ritualer og den sidste tid.

Derfor er Dansk Dødsdoula Uddannelse ikke sundhedsfaglig.

Mit mål

Mit mål er at uddanne professionelle dødsdoulaer, der arbejder med empati, struktur og samarbejde – og kan være det bindeled, som både pårørende og sundhedspersonale har brug for.

Uddannelsen bygger på både min erfaring som bedemand, min egen erfaring som dødsdoula og et langt arbejdsliv med tæt kontakt til mennesker.