MERE OM UDDANNELSEN

En 12-modulers uddannelse, der giver dig fagligheden til at støtte døende og pårørende.

En meningsfuld og specialiseret uddannelse

At blive dødsdoula er at træde ind i rollen som en fagligt kvalificeret støtteperson for både den døende og pårørende. En dødsdoula udfylder det rum, hvor familier ofte står alene med spørgsmål, frygt og praktiske udfordringer – gennem sygdomsforløbet og i tiden lige efter dødsfaldet.

Dødsdoulaens arbejde handler om at yde følelsesmæssig, fysisk, åndelig og informativ støtte og samtidig skabe ro, tryghed og overblik gennem nærvær, kommunikation og praktisk hjælp.

Som dødsdoula fungerer du samtidig som en facilitator – en fagperson, der skaber overblik, binder trådene sammen og hjælper den døende og pårørende med at navigere gennem forløbet, uden at udføre eller overtage sundhedsfaglige opgaver.

Dansk Dødsdoula Uddannelse er udviklet med udgangspunkt i det støttebehov, der opstår i den sidste tid, hvor døende og pårørende har brug for et menneske, der kender til alle aspekter i forbindelse med en terminal erklæring.

Denne uddannelse giver dig en dyb forståelse af dødens mange aspekter – lige fra de fysiologiske og juridiske forhold til de psykologiske og åndelige dimensioner. Du fungerer som et bindeled mellem sundhedssystemet, pårørende og den døende – med fuld respekt for det sundhedsfaglige personales rolle, anvisninger og behandling.

Uddannelsen er bygget op, så du primært kan arbejde i dit eget tempo. Hovedparten af læringen foregår som fleksibelt selvstudie, og der er mulighed for at deltage i jævnlige online gruppemøder samt fire ekskursionsdage, hvor vi mødes fysisk.

Hvem henvender uddannelsen sig til

Uddannelsen henvender sig til dig, der ønsker at støtte og skabe tryghed for både døende og pårørende i livets sidste fase – uanset din faglige baggrund. Det vigtigste er, at du har hjertet på rette sted samt den modenhed, det overblik og den menneskelige robusthed, der kræves for at navigere i følelsesmæssigt intense situationer.

Uddannelsen er relevant for:

  • Personer, der ønsker at etablere sig som certificerede D-doulaer®

  • Sundheds- og omsorgspersonale, der vil udvide deres kompetencer

  • Fagpersoner, der arbejder med sorg, livets afslutning og eksistentielle spørgsmål

  • Rådgivere, terapeuter og behandlere, der ønsker at integrere dødsdoulaens arbejde i deres praksis

Uddannelsen er for dem, der ser dødsdoulaens funktion som en seriøs og professionel karrierevej – uanset om man ønsker at arbejde selvstændigt, supplere en eksisterende praksis eller integrere denne viden i et beslægtet fagområde.

Det vigtigste er ønsket om at skabe tryghed og støtte i en af livets mest sårbare faser.

Hvad lærer du?

Denne uddannelse er udviklet specifikt til at give både teoretisk viden og praktiske værktøjer, der er brug for – med fokus på etik, kommunikation og støtte til både døende og pårørende.

Uddannelsen omfatter blandt andet:

Dødsdoulaens rolle

En grundlæggende forståelse af, hvad en dødsdoula gør, hvilken funktion rollen udfylder, og hvorfor den er vigtig i sygdomsforløb og i tiden efter dødsfaldet.

Etik og professionelle grænser

Hvordan man navigerer i etiske dilemmaer, respekterer den døendes autonomi og arbejder i fuld overensstemmelse med sundhedsfaglige anvisninger.

Refleksion og selvindsigt

Arbejdet som dødsdoula kræver indsigt i egen dødelighed, egne grænser og egne reaktioner. Dette fokus styrker evnen til at støtte andre uden at bringe egne temaer i spil.

Kommunikation og etik

Hvordan man skaber trygge, klare og respektfulde samtaler om døden, frygt, ønsker, magtesløshed og afsked — og hvordan man navigerer etisk forsvarligt i relation til både den døende og pårørende.

Juridiske og praktiske aspekter

Indblik i testamenter, fremtidsfuldmagter, kropsdonation, begravelsesformer, økonomiske forhold, dokumenter ved dødsfald og de juridiske rammer, som både familier og fagpersoner skal kende til.

Sorg og støtte

Hvordan døende og pårørende kan reagere følelsesmæssigt, og hvordan du som dødsdoula kan møde sorg, krisereaktioner, forventningspres og magtesløshed med både faglighed og menneskelig tyngde.

Kulturelle, spirituelle og religiøse perspektiver

Viden om dødskultur på tværs af traditioner, værdier og trosretninger, og hvordan ritualer og kulturelle eller spirituelle praksisser kan integreres i den sidste tid, hvis familien ønsker det.

Dødens fysiologi og terminalfasens tegn

En gennemgang af, hvad der sker i kroppen i den sidste tid: typiske fysiske forandringer, tegn på overgang, og hvordan denne viden bruges som støtte for både døende og pårørende.

Sygdomsforløb og progression

En forståelse af, hvordan forskellige terminale sygdomme udvikler sig, hvilke faser og mønstre der ofte ses, og hvordan du kan støtte den døende og pårørende på en måde, der skaber overblik og tryghed.

Fysisk og mental lindring (ikke-sundhedsfaglig)

Hvordan du som dødsdoula gennem nærvær, observation, struktur, ro og forberedelse kan skabe tryghed – uden at udføre sundhedsfaglige opgaver eller behandlinger.

Koordinering og struktur i hjemmet

Hvordan du skaber overblik, hjælper familien med organisering, støtter kommunikationen, faciliterer samarbejdet mellem involverede og sikrer, at ingen opgaver eller behov falder mellem to stole.

Samtaler om døden, frygt og afsked

Hvordan man fører modige, stille, tydelige og trygge samtaler om svære temaer – på en måde, der giver klarhed, forbereder familien og skaber ro omkring beslutninger og ønsker.

Sorg, magtesløshed og familiedynamikker

Indsigt i reaktioner, roller, brudte mønstre, konflikter og følelsesmæssige processer, som ofte opstår i den sidste tid – og hvordan du som dødsdoula møder disse professionelt og balanceret.

Praktisk støtte ved livets afslutning

Hvordan du gennem tilstedeværelse, struktur, ro, støtte og respekt kan være den samlende person i hjemmet, der giver stabilitet i en tid med usikkerhed og forandring.

Opstart af virksomhed som certificeret d-doula®

Hvordan man etablerer sig professionelt, prissætter ydelser, formidler sit virke, arbejder etisk forsvarligt og skaber en bæredygtig praksis som certificeret d-doula®.

Afsluttende bemærkning

En dødsdoula erstatter ikke sundhedsfagligt personale, men supplerer plejen gennem menneskelig og emotionel støtte i livets sidste fase.

Undervisningsform og støtte

Fleksibelt selvstudie

Uddannelsen er tilrettelagt, så du kan arbejde i dit eget tempo. Hovedparten af undervisningen foregår som fleksibelt selvstudie med adgang til materialet døgnet rundt.

Du får:

  • Modulopdelt læring
    Efter hvert kapitel besvares testspørgsmål. Spørgsmålene kan løses i vilkårlig rækkefølge, men alle skal være besvaret korrekt, før du får adgang til næste modul.

  • Fuld e-mail-support i det første studieår
    Du kan få faglig støtte og sparring via mail i de første 12 måneder fra studiestart.

  • Lukkede online gruppemøder
    Jævnlige online møder, hvor der er mulighed for spørgsmål, dialog og faglig sparring.

  • Lukket Facebook-gruppe
    Et trygt forum for sparring, erfaringsudveksling og fællesskab med andre studerende.

  • Fire ekskursionsdage
    Fysiske mødedage, hvor vi besøger relevante steder som en del af den samlede uddannelse.

  • Afsluttende certificeringsevent
    Ved afslutning af uddannelsen afholdes et arrangement, hvor certifikater uddeles, og afslutningen markeres med en fælles frokost.

 

Praktisk erfaring

Der er ingen obligatorisk praktikperiode – men praktisk erfaring er nødvendig.

Praktikpladser
Hos Dansk Dødsdoula Institut arbejdes der på at etablere praktikpladser på plejehjem eller hospicer, som en mulighed for studerende, der ikke selv har adgang til relevante forløb. Dette er ikke på plads endnu, men målet er at gøre ordningen tilgængelig fremover.


Uddannelsen inkluderer ikke en fast praktikperiode, men for at blive certificeret skal du, udover at have gennemført alle 12 moduler, have arbejdet som dødsdoula i minimum tre forløb du selv har skabt kontakt til.


Det kan være:

  • Nye forløb, du påtager dig under uddannelsen

  • Tidligere erfaringer, hvor du har støttet en person i livets sidste fase

Hvad skal du indsende for at blive certificeret


For hver af dine tre cases skal du skrive en beskrivelse, der indeholder:

  • Baggrund for forløbet (anonymiseret – alder, diagnose, situation)

  • Din rolle som dødsdoula – hvad gjorde du konkret?

  • Hvilke udfordringer opstod, og hvordan håndterede du dem?

  • Hvordan anvendte du din læring fra uddannelsen?

  • Refleksion: Hvad tog du med dig fra forløbet?

En case-beskrivelse er typisk 5–8 sider.
Case-beskrivelser indsendes til godkendelse som en del af certificeringskravene.

Brug af titel under uddannelsen

Så længe du aktivt er i gang med uddannelsen, må du kalde dig D-doula®.

Certificering og registrering på Dansk Dødsdoula Instituts hjemmeside

For at opnå certificering fra Dansk Dødsdoula Institut skal du:

  • Have gennemført pensum og bestået alle modultest

  • Indsende beskrivelser af 3 cases til godkendelse, hvor du har arbejdet som dødsdoula

  • Fremsende en ren straffeattest

Ved certificering:

  • modtager du et officielt certifikat

  • inviteres du til et certificeringsevent

  • bliver du registreret i 12 måneder på hjemmesiden under Certificerede D-Doulaer®,

Certificerede d-doulaer® får adgang til et lukket fagligt netværk for erfaringsudveksling og videre udvikling.

 

Brug af titel efter certificering

Ved certificering modtager du et officielt certifikat. Du kan herefter vælge at kalde dig enten D-doula® eller Certificeret D-doula®.

 

Gennemførselstid

Uddannelsen bør kunne gennemføres inden for 2,5 år fra tilmelding. Der ydes fuld e-mail support de første 12 måneder fra studiestart. Hvis uddannelsen af personlige årsager ikke kan afsluttes inden for 2,5 år, kan der efter aftale med Dansk Dødsdoula Institut gives forlængelse. Hvis uddannelsen ikke fuldføres uanset årsag eller fristen overskrides uden aftale, fortabes retten til på nogen måde at anvende betegnelsen D-doula®.

 

Registrering på hjemmesiden

Ved certificering bliver du registreret gratis på vores hjemmeside under Certificerede Dødsdoulaer i 12 måneder, hvor interesserede kan finde en certificeret dødsdoula i deres nærområde.

Efter de første 12 måneder kan registreringen på hjemmesiden forlænges mod et årligt gebyr på kr. 1.800 + moms (reguleres årligt) samt ved fremsendelse af en opdateret ren straffeattest.

Som certificeret D-doula® får du mulighed for at holde kontakten med andre certificerede via en særlig gruppe på et socialt medie, hvor du kan udveksle erfaringer og fortsætte din faglige udvikling.

Pris for uddannelsen

  • Pris: 35.000 kr. for de første 10 tilmeldte som intro tilbud, herefter stiger prisen til 50.000 kr.

  • Fortsat registrering på Dansk Dødsdoula Instituts hjemmeside: 1.800 kr. + moms pr. år og reguleres årligt

  • Ratebetaling er mulig, men vil resultere i en højere samlet pris

Ved betaling – helt eller delvist – får du straks adgang til de to første moduler.

Der åbnes for adgang til resten af modulerne efter 14 dage, når fortrydelsesfristen udløber.

Fortrydelsesret

Hvis du vælger at afbryde din uddannelse inden for de første 14 dage, refunderes det fulde beløb, du har betalt, uden krav om forklaring, og din adgang til uddannelsen lukkes.

Momsfritagelse – en økonomisk fordel

Uddannelsen er momsfritaget efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 3, som omfatter undervisning, der har karakter af egentlig faglig uddannelse. Momfritagelsen er godkendt af Skattestyrelsen, hvilket betyder, at der ikke pålægges 25 % moms på deltagerbetalingen.
Dette gør uddannelsen økonomisk fordelagtig for private studerende. 


Optagelse og venteliste

Begrænset antal pladser for at sikre kvalitet

For at sikre høj kvalitet, individuel faglig støtte og løbende kontakt mellem underviser og den enkelte studerende, vil der være begrænsninger på antallet af samtidige optagelser af studerende pr. måned. Dette sikrer, at alle får den nødvendige faglige støtte gennem uddannelsen.

Optagelse bygger på personlig egnethed, modenhed og forståelse for rollen

For at sikre, at dødsdoulaer uddannet ved Dansk Dødsdoula Institut kan varetage rollen med faglighed, ansvar og personlig integritet, sker optagelse ikke automatisk.

Arbejdet som dødsdoula kræver engagement, modenhed og menneskelig robusthed, og derfor er det nødvendigt med en egentlig vurdering af ansøgerens personlige egnethed, motivation og forståelse af den professionelle rolle, de uddannes til at varetage.

Rollen indebærer at kunne møde mennesker i stærkt følelsesmæssige situationer, bevare ro og overblik, indgå i tværfaglige sammenhænge og arbejde inden for tydelige etiske rammer. Det forudsætter en vis modenhed, evne til refleksion og et realistisk forhold til, hvad arbejdet kræver i praksis.

Under samtalen og gennem ansøgerens beskrivelser bliver der derfor lagt vægt på både indsigt, forståelse og på, om ansøgeren kan arbejde i tråd med uddannelsens værdier.

Formålet med optagelsesprocessen er at sikre, at kommende studerende har det engagement og den menneskelige robusthed, som arbejdet kræver. Det skal samtidig sikre, at de sidenhen kan leve op til den faglige standard, Dansk Dødsdoula Institut sætter, i deres arbejde som certificerede dødsdoulaer.

Optagelsesproces

Alle ansøgere skal gennemgå:

  • En afklarende samtale

  • Indsendelse af en kort beskrivelse af sig selv samt motivation for at tage uddannelsen

Kun ansøgere, der godkendes efter denne proces, kan optages eller tilbydes plads på ventelisten.

Venteliste

Hvis et månedligt optag er fuldt, vil godkendte ansøgere få mulighed for at stå på venteliste til næste ledige plads.

Kun ansøgere, der godkendes, tilbydes plads på ventelisten.

 

 

Et solidt fundament for arbejdet med livets sidste fase.

Dansk Dødsdoula Institut